Tegnsprogstolke og administration fra TETO.nu på besøg i det finske vildnis!
Til oktober 2017, har tegnsprogstolkefirmaet TETO.nu eksisteret i 5 år.
Firmaet blev stiftet af Anders Kirchheiner i 2012 og havde ved opstart blot én tolk ansat. Dengang hed vi dog ikke TETO.nu men Tegnsprogtolkning.dk.
Siden da er det kun gået fremad og vi kan i dag bryste os af hele 9 dygtige tegnsprogstolke og en administration på 3 mand.
Den egentlige fejring af TETO.nu vil naturligvis først finde sted til oktober, men inden den tid valgte vi at fejre os selv internt.
Anders inviterede alle medarbejderne op til det fineste sommerhus i Finland, til spisning, leg, hyg og årets allerførste dukkert (det hjalp dog meget, at kunne varme sig i saunaen først).
Det var en utrolig hyggelig tur, hvor vi også fik muligheden for at lære hinandens børn og bedre halvdele at kende. Som I vil kunne se på billederne i dette indlæg, er det ikke blot nogle søde, men også nogle utroligt kønne børn vi har her i TETO.nu og så er der til og med et mere på vej.
Hvis du vil læse mere om vores dygtige ansatte – tegnsprogstolke eller administrationspersonale – kan du gøre det her.
Vi siger tusind tak for de første 5 år i TETO.nu og glæder os til de næste 5.